Flattens Historie

Det begyndte omkring år 1830
Flatcoaten har tilfælles med de øvrige engelske retriever racer en forholdsvis dunkel oprindelse. Den var den første store retriever race, og blev omkring århundredskiftet betragtet som uundværlig for enhver jæger.

Dens oprindelse går over 170 år tilbage. På den tid begyndte enkelte jægere at opdrætte jagthunde, der skulle være fortrinlige apportører. Til denne avl benyttede man datidens tilgængelige jagthunde. En hundetype, som menes at have domineret dette avlsarbejde, var the waterdog, der var en god apportør.
Omkring år 1850 begyndte retrieveren for alvor at tage form via krydsninger mellem forskellige waterdogs, setter og enkelte hyrdehunde.

Da man ønskede at forædle dette materiale, blev opdrættere opmærksomme på den såkaldte St. John hund. En hundetype som nordamerikanske fiskere bragte til England. Disse St. John hunde var særdeles gode apportører og mindede om den moderne flatcoat. Den var middelstor og kraftig bygget, hovedet var langt med et svagt markeret stop, pelsen var kraftig, og der var korte faner på hale og ben. Farven varierede mellem ensfarvet sort, brun eller sandfarvet og forskellige tegninger.

Trods den dominerende rolle som waterdogs og St John hunden har haft i udviklingen af retrieveren, må man ikke se bort fra den rolle, som setteren (bedre søg, bevægelser og eksteriør) og datidens hyrdehunde (bedre dresserbarhed) har haft.

Flatcoaten fik sit nuværende navn år 1870 (indtil da gik den under betegnelsen Wavy coated retriever), da racen for alvor stabiliserede sig som den type, vi kender i dag. Navneskiftet skyldtes, at man ønskede en ubølget pels, da dette er et plus, når hunden skal arbejde i vandet.

Æren for dette avlsarbejde – Flatcoatens stabilisering – tilkommer Mr. S.E.Shirley, der på sin ejendom i Warwickshire havde et stort antal flatcoats, hvormed han drev et systematisk avlsarbejde for at frembringe den type, som racen aldrig har mistet. Shirleys arbejde blev ført videre af specielt Harding Cox (Black) og H.R.Cook (Riverside). Cox menes at havde bidraget til at skabe flatcoatens typiske hoved. Både Cox og Cook var tilhængere af at bibeholde en »dual-purpose« hund.

Flatcoaten var i mellemkrigstiden i nedgang, dog var W.Southam og W.Phizaklea (Atherbram) succesrige opdrættere i denne periode. Southam lavede via linieavl (intensiv) fremragende hunde, men denne linjeavl blev også Southams fejl, idet han glemte at tilføre nyt blod, hvilket bevirkede, at linierne blev for snævre, og i slutningen af 30’erne opgav han avlsarbejdet. Phizaklea er den opdrætter, der kom til at betyde mest for efterkrigstidens opdrættere.
Anden verdenskrig kom til at ramme flatcoaten meget hårdt, så ved krigens afslutning var der kun enkelte hunde af kvalitet til rådighed for et kommende avlsarbejde. Ved hjælp af et stort og stabilt arbejde fik fremgangsrige opdrættere dog retableret racen. I dag kan man se resultatet af dette avlsarbejde i den stamme af flatcoats, med gode jagtanlæg og af god type, som nu er bærende for flatcoatavlen.

En ting, som man må fastholde, er at flatcoaten aldrig har været opdelt i en ren udstillingstype og i en ren jagttype. Opdrættere af racen har set det som deres største mål at bibeholde flatcoaten som en »dual-purpose« hund. Dette mål, må man fortsat håbe, vil styre avlsarbejdet. Ligeledes må det regnes for en stor fordel for racen, at den ikke endnu har været udsat for en så kometagtig og ødelæggende udvikling, som mange andre racer har gennemgået.

En glad og livlig arbejdshund
Flatcoaten har altid været præget af målet: at have en glad, livlig og klog arbejdshund, og dette mål må fastholdes. En flatcoat er med sit livlige, kontaktsøgende og arbejdsomme væsen ikke en hund for enhver. Den kræver et stabilt, roligt opvækstmiljø, hvor hundens krav om beskæftigelse kan opfyldes. Hvis dette store behov for tryghed og kontakt ikke opfyldes, bliver hunden psykisk ødelagt, og det resulterer i en urolig, forvirret hund, der til tider udviser en utålelig opførsel. En ulempe, som er almindelig hos racen, er dens tendens til at slikke – et udtryk for hundens kontaktbehov, og den bør man bekæmpe helt fra hvalpestadiet, da det er svært at vænne den fra som voksen. Flatcoaten er sent udviklet og har behov for at vokse op og falde til i et roligt og stabilt miljø, hvor den kan få udviklet sine naturlige anlæg som jagthund. Den egentlige dressur skal først påbegyndes, når hunden har opnået en modenhed og selvsikkerhed der gør, at den under dressuren udvikler sin fart og livsglæde.Flatcoatens arbejde på jagtdagen ligger hovedsageligt efter skuddet, hvor den skal vise sig som en ivrig, effektiv og udholdende apportør, der ikke går af vejen for skrapt terræn som f.eks. tjørn, brombær og tæt krat. Ligeledes skal den være en god »vandapportør «, som kan arbejde lang tid i vand, da den tætte og vandskyende pels beskytter hunden mod kulde. Selv om flatcoaten primært er en apportør, må man ikke se bort fra dens brugsværdi som alsidig jagthund, f.eks. er den glimrende på en almindelig trampejagt, hvor den bruger sin næse til grundig gennemgang af kvasbunker og viser et effektivt søg på marken. Et andet plus er at den er let at holde indenfor skudhold. Flatcoaten kan betragtes som et typeeksempel på en »dual-purpose« hund, en hund både med gode jagtanlæg og et pænt udseende. Dette skulle også gerne gælde i fremtiden

Kom tilbage til FORSIDEN her!

Kom tilbage til Racestandard. klik her!